Så er jeg taget stik vest ca. 3 timers kørsel til byen Valladolid. Jeg er ankommet lidt over middag i dag og har allerede fået set et par gode ting.
Men lige noget opdatering fra sidst: Cancun blev hurtigt lidt trættende pga. helt vildt mange turister og lidt for lidt at kigge på. Jeg fik dog fundet frem til Cancuns mayaruin El Rey, som faktisk var meget sjov at se, ikke mindst pga. en ting – firben! Eller Varaner/leguaner tror jeg nu jeg vil kalde dem – det var lidt for store til at være firben. Selve ruinen er ikke så stor og meget af det er styrtet sammen, men gav dog et ganske godt indtryk af hvordan Mayaruiner ser ud. Stedet lå lige klods op af motorvejen, men lidt nedenfor – så man kunne ikke se det fra vejen. Jeg gik rundt og kiggede og fik da godt nok et kvart chok da noget rørte sig lige ved siden af mig – en mega leguan sad og gloede mig lige ind i øjnene. Og gad den flytte sig – niks! Grå og med en skællet lang hale, minder rigtig meget om dem på Galapagosøerne. Da jeg var kommet mig over chokket kom jeg til at se mig omkring – der var fyldt med dem! Men det havde samme farve som stenene, så de var helt umulige at se, med mindre man så rigtig godt efter. Jeg var op til flere gange lige ved at træde på en. De var i alle størrelser, fra ca. 30 cm og op til 1 m inkl. hale. De gjorde nu ingenting, spiste kun græs og løb efter hinanden – hvis de ellers gad det i heden. Skummelt sted, ikke så meget ruinen – men dens små indbyggere!
Da jeg var kommet tilbage til downtown tog jeg en is på Mac Donald for lige at klare hovedet. Så fandt jeg på at jeg kunne tage bussen til nabobyen Playa Del Carmen. Det var et totalt spontant påhit, men viste sig at være en rigtig god disponering. Turen dertil tog ca. 1 time gennem et landskab der minder meget om de lange stræk jeg tog i Brasilien. Denne del af Mexico er bare grøn og grøn og så lige grøn en gang til. Regnskovsvegetation og helt fladt. De der tanker man har om Mexico med tørre ørkener og Lucky Luke kaktusser – det er slet ikke her. Her er hedt, fugtigt og frodigt grønt kilometer efter kilometer. Playa Del Carmen viste sig at være den sødeste lille badeby, stadig meget turistet men meget mindre end Cancun og rigtig charmerende. Jeg fik mig sat supergodt tilrette på en cafe lige ned til stranden med en kold Cola og udsigt til færgen til den berømte ferieø Cozumel. Man kunne se den langt ude i horisonten, men der sker vist ikke så meget derover – udover dykning i den absolutte verdensklasse, men ellers ikke så meget at se på selve øen. Men uh hvor jeg storhyggede mig! Sødt og hyggeligt sted, med meget kunstfærdige og fantasifulde bygninger og alskens tingel tangel til turister. Et rigtig godt sted at bruge en dags tid, når man efterhånden bare brænder for at komme ud af Cancun.
Hjemme igen i Cancun ved siden af mit hostel fik jeg lokket en Pollo con Arroz (kylling med ris) ud af tjeneren på min stamcafe. Han kan lidt engelsk og jeg kan lidt spansk, så det går. Det der med maden har været lidt til morskab for mig. Det er simpelthen så stærkt at der står stikflammer ud af både ører og næse, de går jo til den med Chili, og det er altså lige heftigt nok. Men kyllingen var absolutely perfecto, jeg åd til jeg ikke kunne mere af små tortillas pandekager, suppe og ris.
Beslutningen om at forlade Cancun blev bare slået fast med titommer søm sidste nat, jeg var dødtræt og det blev bare ved med at vælte ind på værelset med mexicanerfyre der larmede vildt, så jeg lovede mig selv at nu skulle det være eneværelse næste nat. Jeg har ikke rigtig sovet ordentligt siden jeg kom hertil, så nu må det være slut.
I dag var jeg tidligt oppe og spise morgenmad oppe på tagetagen af mit hostel. Det har regnet noget siden i går, hvilket gør klimaet endnu mere drivhusagtigt. Det regnede også det meste af vejen til Valladolid. Her i byen har jeg fundet et billigt Hotel – Lily hedder dem og er sådan et lille hyggeligt familiedrevet et, hvor Fatter han nusser rundt ude i haven og piller ved blomsterne osv., så jeg tror det bliver ok roligt i nat. Jeg har også fået mit eneværelse med TV og badeværelse til bare 5 dollar mere end et delt værelse, så det er faktisk en god deal.
Valladolid er den fedeste by indtil nu, her er noget af den stemning som der også er i Sydamerika. En gammel katolsk kirke midt på den centrale plaza, hvor de i øvrigt holder noget festival af en slags. Kirken er nemlig pyntet med kulørte flag og der fyres skyts af. Hvis man ikke vidste det kunne det ligeså godt være Sydamerika, og det passer mig jo gevaldigt. Indtil i dag har jeg ikke været helt vildt imponeret over Mexico, det har mindet mig lidt for meget om Brasilien, som jeg bare syntes var lidt ensformigt. Det står mig klarere end nogensinde for at jeg er til bjerge og Inkaruiner, men jeg så dog noget i dag som lige fik mig til at give Mexico en ekstra chance. Noget hvor jeg simpelthen stod med åben mund. Min første Cenote!
Her i Valladolid ligger der en hel masse cenoter i byen og ikke mindst omkring byen. En Cenote er en sø i et limstenshul. Altså en limstenshule, et dyb hul i jorden eller ned i limstensklippegrunden som så er fyldt op med vand. Første gang jeg nogensinde hørte om Cenoter er rigtig mange år siden. Min svoger Leif gav mig navnet på en bog som han syntes jeg skulle læse. “Stemmer fra en svunden tid” hedder den. Ikke en bog eller forfatter jeg nogensinde havde hørt om, heller ikke en genre jeg normalt gav mig af med – en krimi. Men jeg gik i gang med bogen og husker den stadig den dag. Den foregik her på Yucatanhalvøen omkring disse cenoter og var ganske enkelt så spændende at jeg nær aldrig var kommet på arbejde når jeg var gået i gang med at læse den. Jeg var totalt opslugt! I dag kan jeg slet ikke huske detaljerne i bogen, men husker tydeligt hvor spændende den var.
Jeg studerede cenoter vildt på nettet den anden aften, så også en masse billeder, men det var lidt svært at forestille sig hvordan de så ud. I dag efter at jeg havde fået mig indrettet begav jeg mig så på opdagelse for at finde den Cenote der ligger inde i Valladolid. Den skulle ligge i en park. Udefra so det ikke ud af det vilde og jeg havde ærlig talt svært ved helt at tro på at det skulle være så fantastisk. Men wauw!
Det er stadig ret svært at forklare, hvad jeg kom til at se, men på ingen måde svært at forestille sig som kulisse i en krimiroman.
Efter at have købt billet blev jeg sendt ned at en fugtig trappe hugget ud af sten. Var ærlig talt ikke helt stolt af situationen. Vejen gik gennem en hule hvor lange trærødder hang ned fra loftet, lianer og andet regnskovs filtren sammen. Klippevæggene var fugtige og klistrede og grønne af alger. Neden for trappen møder det vildeste syn mig. En grøn sø i bunden af en kæmpestor limstenshule, faktisk ret stor, vel 60 m bred. Altså søen ligger inde under et halvtag af klippe og er omgivet af grønne regnskovsplanter og træer, så det er lyst, der er intet tag. Et helt igennem vanvittigt sted! Grønt tingel tangel hænger ned fra taget, lianer og et stort grønt sammenfiltren. Nede i søen som man kan se er meget dyb og med stejle sidder svømmer små fisk og en enkelt lille skildpadde.
Det er fuldkommen stille nede i hullet og det hele giver en anelse løben koldt ned af ryggen. Man kan gå rundt af en gangsti om søen og ind i klippen er der på et tidspunkt et hul der bare er mørk, jeg kan ikke se nogen ende på hullet. Helt igennem skummelt! Stadig klamt og fugtigt, grønt af alger og det hele minder sgu mest om noget fra en Jurassic Park film. Rent Hollywood, bortset fra at det her er fuldstændig virkeligt. Lidt småuhyggeligt syntes jeg og bare noget jeg aldrig har set magen til nogen steder. Passer perfekt til en krimi.
Cenoter har i det hele taget også en lidt skummel historie. Mayaerne brugte dem til at ofre mennesker i. Så det var måske ikke så sært at jeg fik det lidt underligt. I morgen skal jeg ud at se Chichén Itzá, en af de mest velbevarede Mayaruiner i Mexico. Til denne ruin hører der også et par Cenoter. En af dem kaldes den hellige brønd og er engang blevet drænet og tørlagt fordi man ville undersøge hvad der var på bunden af den. Man havde nemlig den teori at Mayaerne havde ofret ting til guderne der ned i. Og ganske rigtigt. Hele Cenoten var fyldt med Guld, jade og mennesker. Man fandt et enormt stort antal menneskeskeletter, der var blevet ofret. Folk i alle aldre, både børn og voksne. De Mayaer slår alle rekorder i at være voldelige og barbariske. En yndet henrettelsesmetode var at binde folks ben og hænder, og så rulle dem ned af de store pyramidetrapper der er mange meter høje. Mayaerne var værre end Inkaerne. De havde simpelthen de mest vanvittige ideer.
Så alt i alt får Mexico lige en chance mere. Men når man lander i Cancun, så bliver man i første omgang lidt skuffet. Det er slet ikke det rigtige Mexico. Jeg har seriøst overvejet om jeg skulle gå tilbage til Plan A og rejse nordpå, fordi jeg forudser lidt at det bliver meget regnskov og regnskov som jeg har set så meget af. Hele vejen til Panama. Min teori går lidt på at det autentiske Mexico ligger nordpå, men jeg overvejer lige lidt videre. Men det bliver nok til at det nordlige må jeg tage særskilt på et senere tidspunkt. Det hele er jo nok fordi jeg er mest til bjerge og ikke så meget regnskov, men det skal nok også have en chance. Fremtiden ligger stadig lige lidt hen i det uvisse lige nu, men jeg skal nok finde ud af hvad der skal ske. Sådan er det jo på en rejse, der kan ske nye tiltag i løbet af kort tid.
Alt i alt så har jeg det indtil videre sådan med Mexico at her ikke er værre end så mange andre sted er jeg har været i Sydamerika mht. farlighed. Overhovedet ikke, folk er meget søde og jeg har ikke på noget tidspunkt haft trælse oplevelser med dem. Alt er selvfølgelig meget nyt, men så langt så godt har det i hvert fald været et meget behageligt land at være i.
