Da jeg var i Indien i 2000 kom jeg på et tidspunkt til byen Varanasi som er et af hinduernes mest hellige byer. Der er man kan se de døde blev brændt ved Ganges bredder og asken blive smidt i vandet. Jeg havde holdt til det meste af dagen nede ved flodbredden og set adskillige døde mennesker bliver kremeret. Det var en noget makaber oplevelse, når der blev sat ild til stakken af sandeltræ med pakken med den døde ovenpå og røgen havde en tilbøjelighed til hele tiden at finde vej i den retning hvor jeg stod.

Jeg var efterhånden ved, at have det en smule anstrengt med Indien, det var til tider svært at klare den evige påtrængenhed fra alt og alle og jeg var ikke specielt tilpas med at være der mere. Jeg begyndte, at syntes at hver dag var lidt af en kamp for at holde tiggere væk og havde egentlig bare lyst til at forsvinde langt væk. Men den dag ved Ganges flodens bred skete der noget. Jeg lagde mærke til en lyshåret pige, som også stod og kiggede på ligbrændingen. Jeg smilede til hende og gik hen for at sige hej. Hun viste sig at hedde Sarah og var fra England. Vi stod og snakkede lidt og var ret hurtigt på bølgelængde. Hun gav også udtryk for, at være kørt træt i Indien og anmassende indere, og vi var begge enige om, at noget måtte der altså ske inden vi fik helt kuller.

Så fik jeg en idé – “hva så vil du med til Nepal?” foreslog jeg! Ganske spontant kom det bare lige op i mig, at det kunne være fedt at opleve Himalaya og noget overrasket blev jeg da også, da hun sagde ja. Over en sodavand på en café oppe i Varanasis smalle gyder fik vi aftalt de nærmere ting. Der var egentligt ikke det helt store at tage stilling til, for vi var begge mere end møre til at opleve noget andet. Som sagt så gjort! Vi fandt busstationen og fik købt en busbillet til Katmandu i Nepal til om eftermiddagen. Ikke så meget pjat der!

Om eftermiddagen mødte vi op på stationen og fik vores rygsække suret fast oppe på taget af en gammel noget faldefærdig bus. Og afsted gik det så mod Nepal. Noget vi ikke lige havde taget højde for var dog, at vi skulle have visum til Nepal. Den havde vi simpelthen ikke lige haft med i beregningerne, men nu sad vi i bussen og det var for sent at gøre noget. Vi måtte bare se, at klare os ved grænsen og forsøge at se søde og artige ud – hvis det så ellers hjalp!

Vi skulle jo selvfølgelig også havde haft to pasfotos med og et ansøgningsskema, men det havde vi heller ikke. Vi var ganske enkelt sprunget lige ud i svømmebassinet uden helt at tjekke om der overhovedet var vand i. Men vi var unge og friske, så det skulle nok gå mente vi. Med lidt held og hvis vi nu smilte sødt til grænsebetjenten!

Ved den indiske grænse var der ikke noget problem, ingen spurgte om vi havde visum til Nepal, men ved den nepalesiske grænse skulle vi rigtig nok havde visum. Så stod vi der som et par små får og så uskyldige ud. Heldigvis var grænsebetjenten noget af det sødeste jeg nogensinde har mødt ved nogen grænse noget sted i verden. Jeg glemmer ham simpelthen aldrig! Det blideste væsen af en buddhist og han gennede os bare nænsomt om bag i køen. Vi var kommet sent om aftenen og der var ikke så mange der skulle over grænseovergangen. Køen var ikke så lang, og foran os stod tre fire unge israelere. Dem var grænsebetjenten til gengæld ikke helt glade for, men igennem kom de da.

Da han kom til Sarah og jeg forklarede vi at vi altså ikke havde noget billede, men da han hørte at vi var fra Europa udfyldte han bare vores visumansøgninger og lod os komme igennem uden at afleverer et billede. Jeg kan ikke huske det, men jeg er heller ikke sikker på, at vi overhovedet betalte noget. Han var simpelthen så sød og lige til at kramme og vi smilede bare over hele hovedet. Jeg tænkte, at hvis alle nepalesere var sådan så ville jeg komme til at knug-elske dette lille bjergland. Og det kom jeg faktisk også til, men først skulle vi lige igennem et par ting som vi heller ikke lige havde kalkuleret med. Det første skete da vi var kommet et godt stykke ind i Nepal og var ca. halvvejs på vejen til Katmandu. Vi kørte med vinduerne åbne i bussen, ja det kan forresten godt være at der slet ingen vinduer var i overhovedet, det husker jeg ikke. Sarah sad ved vinduet og jeg sad ved gangen og lige pludselig som lyn fra en klar himmel bliver der et eller andet forholdsvist hårdt smidt ind af vinduet.

Jeg fik et kæmpechok for genstanden lander lige præcist mellem mine øjne, jeg bliver nærmest skudt i sænk, det gør hammer ondt og slaget gør, at jeg nærmest tror jeg er blevet blind. Jeg skriger vildt med begge hænder for øjnene og Sarah holder om mig. Jeg er totalt panikslagen i et splitsekund indtil jeg faktisk finder ud af at jeg godt kan åbne øjnene og ikke er blevet blind. Men hvad er det jeg har fået kylet lige i panden? Arh en vandballon! En eller anden kvik person har stået ude i vejkanten og simpelthen med alle de kræfter han kunne mobiliserer kylet en godt pumpet vandballon lige ind af vinduet. At den så lige lander i mine øjne var sikkert ikke helt med vilje. Jeg reagerede med en blanding af chok og smerte, det var jo bare vand da det kom til stykket, men kraften i slaget var ret voldsomt.

Da vi kom til Katmandu fandt vi ud af at nepalserne afholdt den årlige festival hvor de vistnok hylder en eller anden buddhistisk gudefigur. Det kom til udtryk på den måde, at man i en lille uge fuldstændig uhæmmet må smide vand i alle afskygninger i hovedet på folk. Alt lige fra vandballoner til hele spande med vand. Det var aldeles umuligt, at gå på gaden uden at få den ene spand iskoldt vand i hovedet fra en balkon efter den anden. I starten var det sjovt, men efterhånden blev vi lidt trætte af, at skulle gå dyngvåde hjem hver dag og skulle snige os under markiser og halvtage. Lige indtil vi selv skiftede hostel og fik et værelse på 3. – 4. sal. Så var det nemlig vores tur til, at tage hævn og vi hældte flere liter vand ned i hovedet på folk og morede os herligt. Det var enormt sjovt at se folks reaktion, nogen blev virkelig sure og gnavne når de blev gennemblødte. Sjældent har jeg været med til noget så sjovt og komplet vanvittigt.

En variation var, at folk i gaderne hældte kulørt pulver på hinanden, så kunne man ellers tage hjem og ligne en farveladehandel efter at være blevet overhældt først med vand og siden med pinkfarvet pulver. Mit tøj blev aldrig helt sigselv efter denne Nepal-tur, men morsomt var det.

Sarah og jeg brugte 10 dage i det lille land i Himalaya. Vi så på stupaer, de flotte buddhisttempler, bedetromler og kulørte flag og nussede rundt i de små hyggelige gader. Det var milevidt fra Indien, her kunne man få lov til at gå for sig selv og hygge sig uden at blive antastet af tiggere og fattige. Da jeg skulle flyve tilbage til New Delhi for at tage videre hjem til Danmark havde jeg et af de flotteste flyveture jeg nogensinde har været på i mit liv. Ruten gik nemlig lige hen over Mt. Everest, der lå badet i solskin. Det er et af de der syn, som man ikke skal prøve at tage billeder af og prøve at gengive den overvældende skønhed, men bare gemme for evigt i sit hjerte.