Under en 30 km lan tur på Pacuarefloden i Costa Rica i 2007 med ene kategori 4 og 5 rapids (sværhedsgraden for de strøm hvirvler man skal sejle ned af) er jeg så uheldig at falde overbord. Vi er næsten i mål, det er nok omkring en halv kilometer før målstregen, så vi er trætte og måske ved at være en smule ukoncentrerede. Rundt i et sving får vi ikke drejet ordentligt af og fortsætter med et brag ind i klippevæggen. Vi bliver vist alle lidt overraskede og ingen af os når at få afbalanceret båden. Båden mister balancen og krænger over og manden foran mig og jeg selv vælter halvt baglæns/sidelæns i floden.

Jeg krampeholder fast i rebet i kanten af gummibåden, men selvom vi ikke er midt i en decideret strømhvirvel er strømmen alligevel så vanvittig stærk at jeg bliver suget ind under gummibåden. Det hele føles meget sløret, men jeg fatter i hvert fald så meget at jeg ligger og kigger op mod bunden af båden, stadig med hånden holdende fast om rebet. Jeg har ingen chancer for at kæmpe mig imod strømmen og komme op i båden af samme vej som jeg er kommet ned. Min eneste chance er at slippe rebet og lade mig flyde med. En lille svag stemme inde i mit hoved siger at jeg skal slippe rebet, ellers vil det gå galt meget snart. Jeg slipper og med et sug er jeg under resten af båden og lynhurtigt flere meter væk fra den.

Jeg popper op ca. 3 – 4 meter væk fra båden, hostende og hakkende, uden overhovedet at kunne trække vejret ordentligt og må indrømme at jeg er noget nær panikslagen. Selvom man gennemgår alverdens sikkerhedsprocedurer inden starten på raftningen, så er det utroligt svært at bevare ro og omtanke når man ligger ude i en rasende flod. Ingen forestiller sig vist en flods kræfter inden man selv har lagt ude midt i den. Mine rafting kollegaer hjælper mig op i båden, og en af dem er sygeplejerske. Hun fortalte mig senere at hun blev virkelig bange for mig, fordi ingen af dem kunne se mig. Manden der faldt i fik de hurtigt op igen, fordi han var til at se og ikke holdt fast i rebet. Jeg var jo ligesom nedenunder båden og umulig at få øje på, og ingen havde åbenbart lagt mærke til at jeg hang fast i rebet af alle kræfter. Jeg elsker ellers riverrafting og har med største fornøjelse gjort det flere steder rundt i verden. Altid har det været hylende morsom, genstand for rigtig meget grin og pjatten, hylen og skrigen og et supereffektivt adrenalin kick, men efter denne tur i floden blev ting noget mere alvorlige. Jeg måtte i den grad sande at riverrfating bestemt ikke er ene sjov og ballade – det kunne være gået grueligt galt.

Jeg rystede i flere timer efter og om aftenen nægtede søvnen at indfinde sig. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg det samme skrækscenarium af rasende mængder af vand der sugede mig ned og væk. Jeg har ikke raftet siden og tvivler nok også på at jeg kommer til det igen. Som gammel springrytter ved jeg godt at man skal op på hesten igen når man er faldet af, men den her flodtur var nok mere end der sådan lige var sjovt. Så jeg tror jeg nøjes med at beundre andre der ubekymret tør kaste sig ud i strømhvirvlerne og så i øvrig iagttage flodernes skønhed, vildhed og vanvittige kræfter inde fra bredden.