”At rejse er at leve” – det var go’e gamle onkel H.C., der engang sagde disse bevingede ord, og det er ganske vist. Manden har helt ret, sikkert både dengang og absolut også i dag, ja, faktisk så meget, at sætningen efterhånden er blevet brugt så ofte, at den næsten henhører under kategorien udjokket kliché.

Alle rejser og lever og referere til den gamle digter, men personligt har jeg det godt med at lave lidt om på sætningen eller udvide den – for mig er dét at rejse nemlig hele tiden at blive klogere, at opsøge viden, få stillet sin evindelige nysgerrighed, og det er netop dét, dette blogindlæg handler om.

For jo, min mand Bo og jeg kunne sagtens bare lægge os på en palmeomkranset hvid sandstrand et sted nede sydpå og lade os solstege i en uge eller to, men det ved vi begge, at dét bliver vi hurtigt trætte af. Der skal ske noget, og det skal helst være noget, der pirrer videbegærligheden – såsom bøger, boghandlere, museer og hvad dertil hører. Viden kort fortalt.

I Oxford ligger universitetsbygningerne og de mange colleges jævnt spredt over hele byen, og den ene er mere overdådig end det andet. En af de smukkeste og mest iøjnefaldende bygninger er dog den runde læsesal Radcliffe Camera ved Bodleian biblioteket.

Oxford igen igen
I fredags kom vi tilbage til London efter to rigtig spændende, men tæt pakkede uger i universitetsbyerne Oxford og Cambridge. Hele denne passion startede egentligt tilbage i 2010, hvor vi for første gang var i Oxford. Vi havde taget turen fra Edinburgh i Skotland og til London og så løb nysgerrigheden ellers af med os.

Vi var nemlig helt syge for at se, hvad de lavede i Oxford – denne højborg af lærde, intellektuelle og kloge hoveder, der i flere hundrede år har stået højt på top 10-listen over de mest fornemme højere læreanstalter i verden.

For har man læst på Oxford, Cambridge, Harvard, Yale eller en af de andre gamle klassiske universiteter, så kan man stort set være sikker på at komme frem i verden. En uddannelse på et af disse steder koster mere om året end nogen af os kan forestille os, og universiteterne har udklækket præsidenter, nobelpristagere, store forfattere, politikere osv., en masse vel stort set de sidste 800 år. Der har i hvert fald været skoler i byen siden tidligt i 1200-tallet.

Vi faldt fuldstændig for Oxford, men nåede ikke at se en brøkdel af alle de seje steder, som byen byder på. Efter at havde tømt stort set alle boghandlere i midtbyen, måtte vi igen tage derfra, selvom det bestemt ikke var med vores gode vilje. For hvad med alle de fede museer? Dem fik vi jo ikke set.

Boghandlen Blackwell i Oxford er blevet lidt af et ikon for os – både på grund af deres enorme beholdning af bøger og hyggelige bogcafé, men også fordi den ligger lige ved siden af pubben White Horse, der er med i de britiske krimiserier Inspektor Morse, Lewis og Endeavour (Unge Morse.)

Der var ikke andet at gøre end at tage til England igen, og starte, hvor vi slap sidst. At der så lige skulle komme til at gå seks år, var nu ikke helt planen. Men så kom der lige en journalistuddannelse i vejen, et bryllup i en grotte i Italien og alle de andre ting, der nu også lige skulle passes, men her i år skulle det så være. Vi skulle tilbage til Oxford, og denne gang ville vi også opleve Cambridge.

Gensyn med yndlingsboghandlen
Det var forunderligt hjemligt, at gå ned gennem hovedgaden i Oxford igen. Ikke meget har forandret sig på de seks år, vi har været væk. Det mest sindsoprivende var en lang række store byggekraner, der tronede i den ene ende af byen. Det er et nyt og åbenbart meget tiltrængt indkøbscenter, de er ved at opføre, fik vi senere at vide af en indfødt.

Ellers så var boghandlerne på deres sædvanlige plads og havde nøjagtigt lige så megastore bunker af bøger, som sidst, vi var der. Jeg skal faktisk være den første til at indrømme, at jeg meget sjældent kommer tilbage til det samme land eller den samme by, når jeg én gang har været der, men det var faktisk rigtigt rart, at komme tilbage til Oxford, og opleve at alt var ved det gamle. Det gav sådan en hyggelig ro og tryghed. Genkendelsens glæde skal man aldrig foragte.

Normalt vil jeg jo tåge rundt i jagten på nye steder, nye byer og nye lande, men sommetider skal man også give sig selv den oplevelse, det er, at gå ordentligt i dybden med et sted. Sådan virkelig at fornemme stedets sjæl. Komme ind under huden. Fordybe sig. Det er der noget særligt over, skal jeg hilse at sige. Det måtte jeg sande i den gamle universitetsby.

På anden-salen hos Blackwell i Oxford kan man slå sig ned i læderstolene og falde hen over en god bog, en ligeså fremragende kop kaffe eller en udsigt, der er sjælden at finde – nemlig Oxfords gamle college-bygninger. Her har været skoler siden det tidlige 1200-tal, og mangt et klogt hoved har modtaget sin doktorgrad i disse meget pompøse omgivelser.

Det første vi gjorde i Oxford var at gå lige direkte ned til yndlingsboghandlen, Blackwell. Første gang vi så den i 2010, stod vi med åben mund af benovelse. Den ser ikke ud af meget udefra gaden, et par beskedne mørkeblå udstillingsvinduer, er, hvad der er at prale med, men ned ad en trappe til venstre i lokalet åbenbarer der sig et sandt paradis for bog-entusiaster.

Hele kælderetagen, der er på størrelse med en gennemsnitlig dansk Netto-butik, er fyldt op med bøger fra gulv til loft, og man føler den samme liflige kilden i brystet og ned af nakken, som når man som barn blev sluppet løs i en legetøjsbutik. Man kan slet ikke få nok, det er helt overvældende og lige pludselig er der gået flere timer, fordi man har været helt opslugt.

Bo og jeg ved lige nøjagtigt, hvad vi går efter, hvis man taler om litteratur-emner. Bo skal kigge efter frimurerbøger (fordi han selv er medlem af Den Danske Frimurerorden,) bøger om hemmelige selskaber, kristendom og den slags til sit personlige bibliotek hjemme i stuen, og jeg går målrettet efter rejsebøger, antropologi, arkæologi og bøger om at skrive. Så vi går hver sin vej og aftaler at mødes på et bestemt klokkeslæt på et bestemt sted i butikken, og så går det ellers løs med at studere den ene hylde efter den anden, og vi er helt væk – helt i en anden verden.

Drømmen om et universitetsstudium
Der er to store boghandlere i Oxford, føromtalte Blackwell og så Waterstones. Det er store boghandlerkæder, der findes over hele England og selvfølgelig også i London, men dét vi elsker ved den slags boghandlere er også deres cafeer. Første gang jeg så dette koncept med boghandler og café under samme tag, var hos navnkundige Vangsgaard i Ryesgade i Aarhus. Her har Bo og jeg godt nok har drukket mangt en cappuccino og diskuteret forfattere, bøger, frimureri, journalistiske tekster, artikler, kilder og alt det andet, som en journalist og læsehest har sit lille hoved fyldt af.

På Weston-bogsamlingen i Oxford, der er en del af Bodleian-biblioteket, findes nogle af verdens ældste bøger. Denne Shakespeare-bog er en førsteoplag fra 1623 og indeholder den første samling af hans skuespil. Et lille kuriosum er, at bogen blev indbundet af Oxford-bogbinderen William Wildgoose. Skønt efternavn – tænk at hedde Vildgås.

Desværre stoppede Sigfreds kaffebar, som havde til huse i klæderen hos Vangsgaard, og senere gik selve boghandlen konkurs på grund af en omfattende vandskade, så det betyder faktisk, at der kun er én bogcafé tilbage i Aarhus, nemlig Løves Bog- og Vincafé. Den er også ok, men slet ikke på højde med Vangsgaard, så vi savner en ordentlig bogcafé. Derfor er vi helt salige over disse bogcafeer i England. For den der med at gå rundt og snuse blandt millioner af bøger og så bagefter sætte sig i cafeen med en god kop kaffe, det er nu noget helt særligt over.

Hos Blackwell i Oxford har man forstået konceptet til fuldkommenhed, her kan man nemlig forsvinde helt ned i gamle patinerede læderlænestole og lade sig forføre af udsigten til smuk klassisk arkitektur. Det er jo bare at kigge ud af vinduet – overdådige bygninger med spir, tårne og krummelurer findes overalt i Oxford. Det er jo nærmest én stor Harry Potter-filmkulisse.

Men hvad er det nu for noget med os – den der trang til viden, bøger, visdom? For mit eget vedkommende er det nok ved at gå op for mig, at det er en tabt drøm om at læse på et universitet. Af en eller anden grund, har jeg altid været tiltrukket af universiteter. Det lyder måske lidt spøjst, men jeg skal forsøge at forklare det.

Da jeg var 17-18 år og skulle bestemme mig for videre skolegang, uddannelse osv., var jeg fuldstændig blank. Der var simpelthen komplet sort skærm. Jeg anede intet om, hvad jeg ville med mit liv. Det blev lidt hid og did, lidt 10. klasse, lidt handelsskole og lige lidt hjalp det. Jeg var lige blank. I dag kan jeg godt vildt misunde nutidens målrettede ungdom, tænk, hvis jeg selv havde haft bare en lille bitte flig af det dengang – hvad dælen var man så ikke blevet til?

Jeg blev social- og sundhedshjælper, sidenhen social- og sundhedsassistent og var egentligt ok tilfreds – eller det var jeg i hvert fald på overfladen. Men så begyndte jeg at rejse, og så tog f…. ved mig. For gennem årerne på verdens landeveje har jeg fundet frem til, hvad jeg i virkeligheden skulle havde gjort. Jeg skulle havde læst på universitetet, men dengang i mine helt unge år var det aldrig gået. Det havde jeg slet ikke ro til. Der var simpelt nødt til at komme rejser rundt i 73 lande  og få en god mængde livserfaring for at jeg kunne fatte, hvad det er, jeg brænder for.

Noget af det, der også fascinerer os ved gamle bøger, er, det solide bogbinderhåndværk fra fordums tid. Kilotunge læderindbundne bøger med guldstafferinger og exlibris er nu engang en noget mere æstetisk og sanselig oplevelse at bladre i end en eller anden billig paperback til kr. 99,50,-

Populært sagt, så havde min verden set noget anderledes ud, hvis jeg som 18-årig havde vidst dét, som jeg ved i dag. Det er den der med Søren Kierkegaard om at leve livet forlæns og forstå den baglæns.

Se, så havde jeg jo læst arkæologi, historie, antropologi eller noget hen i den stil på universitetet. Var der frit valg på alle hylder, så ville jeg havde været mayaarkæolog og ville havde satset på en fremtid blandt gamle mayapyramider i Mexicos og Mellemamerikas regnskove, men sådan er det jo ikke rigtigt gået, og så må man jo gøre det, der er næstbedst.

Heldigvis har jeg fået lov til at snuse lidt til universitetslivet ved at læse et semester på The American University i Cairo under min uddannelse til journalist, og det var nøjagtigt lige så fantastisk, som jeg i min vildeste fantasi havde drømt om. Her fik jeg til fulde styret mine lyster inden for egyptologi og antropologi – og det smager da lidt af fugl.

Så altså, helt generelt, så køber jeg bøger, der kan give mig viden, og jeg elsker at holde mig lidt i udkanten af dette fascinerende universitetsmiljø – og det finder man bare i overflod i både Oxford og Cambridge. Ja, begge byer oser jo af ældgammel viden.

Bøger og kaffe er lykken
Bo og jeg, ja, vi er lige gode om det, når det kommer til bøger. Allerede inden vi tog afsted til England, gik diskussionen på, om vi skulle have en ekstra taske med, og det punkt, hvor vi overskrider vægtgrænsen på bagagen er så småt ved at nærme sig, og vi har stadig en lille uge i London endnu. Men vi skal nok få vores bøger med hjem, om så vi skal tage tre sæt tøj på hver og svede os gennem flyveturen til København.

Det, der er helt særlig ved Oxford og Cambridge, er den ånd, der er over byerne. Det giver en helt særlig atmosfære, at vide, at der gennem flere hundrede år er blevet læst, studeret og tilegnet sig viden der. Nogle af de største videnskabsmænd er uddannet inden for murerne, og deres forskning har betydet alverden, og gør det stadig. Det gør selvfølgelig også, at byerne har alskens bøger, landkort og dokumenter fra meget gammel tid, og de er bevaret, fordi der virkelig er blevet passet på dem. Man har stor respekt for viden her.

På Weston Library i Oxford har de bøger, der stammer tilbage fra 1100-tallet, og i den runde læsesal ved Bodleian biblioteket har lærde og studerende tilegnet sig viden og tænkt store tanker i århundreder. Det er fascinerende og ærefrygtindgydende, og jeg synes ikke, at man kan lade være med at blive en smule ærbødig, når man går rundt i disse byers gader eller studerer deres imponerende bogsamlinger.

Oxford er både smuk og oser af visdom og er da også kendt verden over for sine højtuddannede professorer og videnskabsmænd/kvinder. Blandt andet har Myanmars (det tidligere Burma) kvindelige nobelpristager og frihedsforkæmper Aung San Suu Kyi studeret økonomi og statskundskab på Oxford tilbage i 1960’erne.

Når jeg ser så ældgamle bøger, så tænker jeg altid: Hvordan så verden ud på disse menneskers tid? Hvad tænkte det menneske, der skrev ordene i bøgerne? Hvilke visioner havde de? Jeg mener, det er fascinerende, at tænke på, hvad mennesket har kunnet frembringe og meget af det, vi kender i dag er baseret på disse menneskers tanker, forskning og undersøgelser – ja, for slet ikke at tale om resultater og observationer fra klassisk feltarbejde.

Der findes sikkert masser af folk, som tænker: arhhh, det er jo bare noget gammelt skidt, gamle bøger buhhh, men ikke desto mindre, så har folks nedskrevne tanker jo til alle tider haft betydning, så derfor synes jeg, det er meget vigtigt at bevare gammel viden. Det er hele vores kulturskat, der ligger begravet i disse bøger, og det skal man have dyb respekt for.

For bog- og vidensfreaks som Bo og jeg er det altså som om, at det hele bare går op i en højere enhed, når vi kommer til Oxford og Cambridge. Der er alt det, vi drømmer om; bøger, viden, smuk arkitektur, god kaffe og lækre gamle læderstole i Chesterfield-stil – så er vi bare fuldkommet happy; det er i virkeligheden ret simpelt.

Nogle rejsende har en form for tema for deres rejser; altså de tager måske på golf-ferie, på vinrejse til Provence, på operatur til Verona eller Milano, andre igen besøger måske altid en zoologisk have på deres tur eller prøver at udvide listen af Unesco-steder.

For Bo og jeg er temaet helt klart bøger og universiteter med alt, hvad dertil hører. Dette tema kan jo også meget nemt omfatte universiteternes museer, hvor de arkæologiske eller antropologiske artefakter er samlet, og dem har vi også set en hel del af i både Oxford og Cambridge. Men det må I høre om i et andet blogindlæg. Det er nemlig en hel historie værd i sig selv.