”Og vi stiller om til redaktionen i Phuket…!”

Phuket, Thailand

De kloge siger, at det er godt at skifte arbejdssted engang imellem, så nu har jeg rykket redaktionen til Thailand i de næste ca. tre uger. Når det bliver for drøjt at sidde hjemme i Aarhus og skrive, så er det jo fabelagtigt, at man kan flytte sin skrivebiks til et lille eksotisk hus midt i en blomstrende tropisk have med bananpalmer som nærmeste nabo og fem minutters gang til en hvid sandstrand. Det skulle man faktisk unde sig selv at gøre noget oftere.

Jeg er egentlig i Thailand for at arbejde. I hvert fald en del af denne tur er en presserejse, så der skal bestilles noget. Det kan ikke hjælpe, at jeg lægger mig til ved poolen med en kold drink, selvom det ellers er meget fristende og klimaet bestemt indbyder til det. Fra på lørdag begynder selve presserejsen, som er en tur med sejlskibet Starclipper, hvor vi skal sejle ned langs med det sydlige Thailand og besøge forskellige små øer og ind til øen Penang i det nordlige Malaysia. Herefter skal vi til området omkring Phang Nga Bay, som nok er mest kendt for den sjove klippe, der er med i James Bond-filmen ”Manden med den gyldne pistol” med Roger More fra 1974. Sidst men ikke mindst går turen til Similian-øerne, der er et af de bedste steder i Sydøstasien at dykke.

Det skal nok blive en fed tur med snorkling, dyreliv, turkisblåt hav og ikke mindst sus i sejlene. Men lad mig først lige fortælle lidt om mit forhold til Thailand. Jeg var første gang i Bangkok i 1995, hvor jeg holdt et døgns pause under en lang rejse til Australien. Her blev det til et hurtigt kig på et par af de vigtigste templer i hovedstaden, men det var først i 1998, jeg virkelig fik Thailand og mere af Sydøstasien ind under huden på en to måneder lang rejse fra det nordligste Thailand sydpå til metropolen Singapore – og lige med en afstikker til Bali.

Min journalistiske karriere begyndte nok i virkeligheden allerede der, for jeg skrev to artikler til det daværende Ringkøbing Amts Dagblad fra rejsen. En historie om girafkvinderne med messingringe om halsen i Mae Hong Song i Nordthailand og én om Bali, så allerede dengang spirede der en lille journalist i maven på mig. Det er lidt sjovt at tænke på i dag. Jeg har taget tilløb til at gøre skriveriet til en levevej i mange år.

Her kan du læse min artikel om girafkvinderne i Mae Hong Son: “Ringkøbing-pige blandt girafkvinder i Thailand”

Og artiklen om Bali: Et kig ind i magiens og kontrasternes verden

Eden Bungalow Resort, Phuket, Thailand.

Man skulle da være et skarn, hvis man ikke kunne skrive i så eksotiske omgivelser. En plads i en liggestol under parasollen og en perlende kold cola, så er jeg kørende ved tasterne.

Phuket – næsten 20 år senere
Så jeg har altså været i Phuket før – men til næste år er det 20 år siden, så meget har forandret sig. Sidst jeg var her, boede jeg også på den modsatte side af øen, så området omkring stranden Patong, hvor jeg bor nu, er ny for mig. Dengang kom jeg også hertil med fly, men i modsætning til i går, hvor Thai Airways havde sat en megastor Boeing 747-400 ind på ruten fra Bangkok til Phuket (turen tager blot én time,) så foregik det dengang i et lille bitte indenrigs-propelfly fra øen Koh Samui på den modsatte side af fastlandet. Vi ankom i det mest sindssyge tropiske regnskyl i mands minde.

Det ruskede og hamrede i flyet og regnen slå løs på ruderne, men dengang var jeg jo fuldstændig cool – 27 år og med et gåpåmod og en fandenivoldskhed, som man kun har i den alder. Så en smule tæsken rundt med flyet, kunne overhovedet ikke ophidse mig. Nu her 19 år efter, er man jo blevet en lidt mere forsigtig og moden dame, der skal have sin søvn i en blød seng, transporterer sit skrammel i en rullekuffert og i øvrigt har det bedst med en nogenlunde jævn flyvning uden alt for megen turbolens (ironi kan forekomme :-)

Anyway, jeg er tilbage i tropehede Thailand – 19 år og en journalistuddannelse senere. Så der skal jo lidt andre boller på suppen denne gang. For jeg skal skrive, og det skulle være i rolige eksotiske omgivelser, og det er det sandelig også blevet. Min lille bungalow ligger for enden af en smuk have, og selvom resortet faktisk ligger inde midt i byen, så er her en velsignet ro og kun blide tropiske fuglestemmer til baggrundsmusik, så jeg kunne ikke ønske mig bedre skrivested. Her kan jeg sidde i fred og ro og idéudvikle på mine artikler, forfatre alenlange tekster om blåt vand og palmer og drømme om vindens rusken i kridhvide sejl.

Jeg sidder også og tænker på, at jeg jo altid har skrevet på mine rejser – altid. I virkeligheden så var jeg jo rejseblogger, inden det overhovedet blev moderne. Ikke sådan fordi jeg “med vilje” ville være blogger, men mere fordi jeg slet ikke kunne lade være med at skrive. Det hørte ligesom bare med på mine rejser. Det var nok også rigtig meget en måde at bearbejde alle indtrykkene på.

Alle mine rejsedagbøger.

Her er et udvalg af alle mine gamle håndskrevne rejsedagbøger fra 1995 og mange år og rejser frem. I må gerne kalde mig gammeldags og totalt last year, men der var altså engang, hvor man skrev i hånden og den slags nostalgi forgår heldigvis aldrig. Når jeg ser på mine dagbøger i dag, kan jeg ikke lade være med at blive lidt imponeret over sådan en ildhu og vedholdenhed, som jeg lagde for dagen dengang. Det har da krævet en vis portion stædighed sådan at håndskrive side op og side ned den ene bog efter den anden. Men sådan gik det altså for sig, når man rejste for 20 år siden. Jeg er garanteret ikke den eneste, der kan fiske gamle håndskrevne rejsedagbøger frem af gemmeren.

Fagre nye teknologi-tider
I 1994 startede jeg med at rejse, og allerede året efter begyndte jeg på de første længere rejser, både længere væk og i længere tid, og altid kom jeg hjem med en velpolstret dagbog – skrevet på papir eller i en notesbog med kuglepen. Ja, kald mig bare oldschool og et gammelt nostalgi-pjattehoved, men sådan foregik det altså dengang. Dengang slæbte jeg ikke rundt på computer, oplader, adapter, mobiltelefon + oplader, kamera + flere opladere, memorykort, og jeg skal komme efter dig. Nope – papir og kuglepen! I dag har man jo en hel final af Elgiganten med, så snart man skal udenfor kommuneskiltet.

Jeg har stadig mine fysiske dagbøger og notesbøger fra de første mange rejser, jeg foretog, og da jeg forleden hjemme på stuebordet samlede dem alle sammen frem, fyldte de hele bordet. Wow, mand sikken en vedholdenhed, man lagde for dagen dengang. Imponerende at man virkelig hver eneste dag satte sig ned og fik skrevet. Senere måtte jeg dog bøje mig for fremskridtet og begynde at gå på internetcafé og skrive kilometerlange mails til folk derhjemme, når jeg var ude at rejse. Det var nok i virkeligheden lidt datidens måde at udsende nyhedsbreve/blogindlæg på.

Før havde venner og familie hjemme “bare” fået fysiske postkort med rigtige frimærker på, men nu kunne jeg jo brede mig lidt mere, når det gjaldt mailkorrespondance. Ulempen var, at jeg nok tre milliarder gange har raset, bandet og svovlet som en havnearbejder, hver gang strømmen gik eller nettet gik ned, og man lige havde skrevet sit livs mest imponerende rejsebeskrivelse og PUF – så var hele skidtet væk. Hold nu op, det er sket en milliard gange!

Det gjaldt også, da opfindelsen Travellog så dagens lys. Her kunne man oprette sig på en særlig internetside, og så skrive sine beretninger. Folk kunne så følge én og læse om, hvad man bedrev. Ret smart og egentlig ganske betryggende, men også her oplevede jeg adskillige gange, at sidde med mit livs bestseller af en tekst på en netcafé i for eksempel Guatemala City, for i næste øjeblik at erfare at elnettet eller internettet crashede, og det hele forsvandt. Så kunne jeg begynde forfra. Det er ikke få gange, jeg har haft lyst til at tage det første det bedste og bide i af ren raseri, men sådan er det med de fagre nye tider – mekanikken er ikke altid lige stabilt.

Eden Bungalow Resort, Patong, Thailand.

Det er det mest yndige og charmerende lille paradis, jeg har fundet her i Patong. Der er ro og fred og masser af plads til at få skrevet og filosofere om min første rejse til Phuket for næsten 20 år siden.

De gode gamle dage
Så jeg er vel egentligt, de næste tre uger, dét, man i dag kalder for en digital nomade. Det er nok i virkeligheden et fint og moderne udtryk for én, der rejser rundt som backpacker og formidler sine oplevelser. Lidt a la en vagabond på rejse – ikke nødvendigvis med noget fast mål. Heller ikke nødvendigvis som backpacker, men det hjælper gevaldigt på det. Lavbudget, Peace, Love and Harmony – så er man i den rette stemning.

Sådan rejste jeg tilbage i 1998. Ja, og faktisk helt indtil 2010. Fra sted til sted og skrev om dét, jeg oplevede. Om alt lige fra folk jeg mødte, seje steder, skøre indfald, pludselige indskydelser, alle ulykkerne af større eller mindre omfang, de fede oplevelser og de knap så seje tider, når bankkontoen blev overskygget af skrigende røde tal, og ens bankmand var ved at rive hårene ud af hovedet på sig selv i frustration.

Altid foregik det med det eksotiske som kulisse – hver enten det var en mayaruin i Mellemamerika eller et buddhisttempel i Sydøstasien. Det var friheden, der trak. Den der hippietilværelse med rygsækken på nakken, sølvringe på tæerne, en broget sarong om livet, et par udjokkede sandaler og en gammel svedfedtet Lonely Planet guidebog under armen. Sådan totalt unplugged med Bob Marley på anlægget. Det var livet! Yeahhhh man!!

I dag vil jeg nok betegne mig selv som pensioneret backpacker. Jeg holder stadig meget af at svinge rygsækken på nakken og tage af sted uden noget mål, men der er alligevel kommet en del mere kant ind i mit liv som rejsende og også lidt mere luksus. Jeg plejer ikke så meget mit hippie-gen længere og sover heller ikke mere i en høkasse af en seng på indiske baggårdshostels med rotterne rendende om benene.

Mit redaktionslokale i Phuket.

Jeg skriver bedst i en seng eller en sofa og sådan må det også være her, så mit nye redaktionslokale er ikke så meget anderledes end derhjemme, i hvert fald ikke der, hvor jeg sidder. Men ellers kører min aircondition, der er koldt vand i køleskabet og jeg kan se et palmetræ uden for vinduet. Hver skribent har jo sin måde, Hemmingway for eksempel foretrak at stå op, når han skrev. Jeg har hørt om en forfatter, som altid skrev i sengen, så jeg følger også min lyst, om at skrive mellem lagnerne.

Journalist i arbejdstøjet
I dag, med min profession som journalist, er det hele jo en helt anden historie. Først og fremmest er man nødt til at slæbe hele maskinparken af teknisk udstyr med sig: ekstern harddisk til billeder, memorykort, USB-nøgler, hvis man nu skulle løbe tør for plads, opladere i alle variationer, kamera, kameramanual, hvis skidtet nu skulle skabe sig løjerligt i en afgørende situation, diverse kabler, flere opladere osv. og der skal FOR GUDS SKYD være ordentligt, stabilt og hurtigt net på det sted, hvor man bor. I dag gælder det jo virkelig noget. Man skal præstere, man er på arbejde, og der skal noget i kassen. Det bliver forventet. Der er nogen, der har investeret i mig, så der skal bestilles noget. De rigtige billeder skal tages, og der skal nedfældes beskrivelser af viise ord i stakkevis i adskillige worddokumenter.

Nu om dage har jeg jo også min egen rejseblog, for det hedder det jo i dag, når man rejser og skriver om sine oplevelser, giver sine råd og tips videre til andre rejsende osv. Tilbage i ’98 var jeg jo bare Anette fra Danmark med 13 kilo rygsæk og en frihed og sorgløshed i hjertet, som nok aldrig helt kommer tilbage igen.

Men alt andet lige, så er mange ting også blevet nemmere, man kan finde vej med Googlemaps, booke sit næste hostel på nettet, chatte med folk hjemme, skype osv. Jeg husker tydeligt under min første tur i Australien i 1995, hvor det kostede 24 kroner i minuttet at ringe hjem, og det tog mindst tre uger for et almindeligt brev at nå frem – jo, fremskridtet har gjort sit. Jeg kan jo også takke teknologien i dag for, at jeg kan sidde her og skrive, og at I derhjemme kan læse mit blogindlæg i samme sekund, som det er publiceret på min blog.

Det er kort sagt fuldstændig dugfriske reportager, jeg kan levere – de har ikke været undervejs i flere uger og mistet deres ”nyhedsværdi.” Det, jeg skriver, er noget, der foregår lige nu – det er da et stort privilegium at være med i en sådan en fed tid, hvor satellitterne svirper rundt om hovedet på én, og man kan sende historier indenfor få sekunder. Det er jo fantastisk!

For jeg er jo tosset med at skrive. Det er jo på ingen måder noget nyt. Ligegyldigt om det har været i en svedklam dagbog med en kuglepen under en daddelpalme eller om det som nu er på en fin Mac-computer til 12.000 kroner, så trænger ordene sig lige meget på. Og at der så også lige har fået sig en journalistuddannelse sneget ind med de redskaber, der nu hører sig med der, er jo bare et ekstra fedt plus. Det giver mig kun yderligere lyst til at skrive.

Så nu vil jeg arbejde videre med mine artikler og forsøge at udtænke nogle genistreger af ideer til det kommende togt på lørdag, som I selvfølgelig nok skal komme til at høre meget mere om – bare rolig. I kan naturligvis også følge med på Instagram og facebook, hvor jeg jævnligt lægger billeder op her fra Phuket.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button