Så er jeg vel hjemme igen i det fine danske forår efter min pressetur med sejlskibet Star Clipper i Thailand og Malaysia. En utrolig smuk og poetisk oplevelse, som I nok skal komme til at høre meget mere om, men jeg blev lige inspireret her i mandags til at skrive et raskt lille indlæg om – ja, søfartshistorie såmænd.

For ikke nok med at jeg lige har tilbragt en uge på en ægte fuldrigger for fulde sejl på ”de syv verdenshave” og selv bidraget en lille smule til søfartshistorien – jeg læste også nyheder fra rejsebranchen her først på ugen. Her kunne jeg se, at krydstogtsskibet Disney Wonder, der tilhører Disney Cruise Lines, i lørdags sejlede gennem den ny Panama-kanal som den første cruiseliner. Det var USA Today, der kom med den nyhed, og det må da afgjort også siges at være søfartshistorie. Den nye kanal blev åbnet sidste sommer, og containerskibe har sejlet igennem lige fra starten, men i sidste weekend var det altså første gang, at et passagerskib skulle igennem den nye panamanske vandvej.

Det er skibe i alle størrelser, der sejler gennem den gamle Panama-kanal, og alle betaler efter vægt. Det dyreste skib, der nogensinde er sejlet igennem betalte 330.000 USD. Der er også en skøn vovehals, der engang har svømmet igennem, og han betalte den nette sum af 0,36 USD.

Og som sædvanlig blev jeg en lille smule nostalgisk, for til næste år er det nemlig ti år siden, jeg selv sejlede gennem Panama-kanalen. Og er der et sted her i verden, hvor man virker mærker historien og vingesuset fra svundne tider – så er det afgjort i og omkring Panamakanalen. Her er det virkelig som om, hele verden mødes.

Det er på alle tænkelige måder en smeltedigel uden lige. Skibstrafikken, verdenshandlen, verdenshistorien, teknologien, menneskets tekniske formåen og opfindertrang – det hele er tydeligt her. Panamakanalen er et fuldstændig imponerende stykke ingeniørarbejde, og det var en helt vanvittig arbejdsindsats der, dengang for over hundrede år siden, blev lagt for dagen i det hede, fugtige regnskovsklima. Det er et område og et byggeri, der om noget har været udsat for udfordringer i form af både malariamyg, jordskred, død og pinsler.

Allerede i 2008, da jeg sejlede gennem Panama-kanalen, var de ved at grave ud til den nye kanal. Den blev indviet sidste sommer, men det var først her d. 29. april 2017, at det første krydstogtsskib sejlede gennem den nye kanal.

Hundrede år gammel transportvej
Det hele startede med, at jeg i 2007/08 rejste ned gennem Mexico og Mellemamerika, og da jeg en dag sad på mit hostel i en mindre by i Costa Rica, researchede jeg på interessante ting at foretage sig i Panama. Selvfølgelig vidste jeg godt, at Panamakanalen var der, men jeg var faktisk ikke klar over, om man kunne få lov til at sejle igennem på en arrangeret tur. Men min nysgerrighed bar frugt, og snart havde jeg online booket en tur gennem den 77,1 kilometer lange kanal, der forbinder Stillehavet med Atlanterhavet eller Det Caribiske Hav, som det jo i virkeligheden er.

Det første jeg gjorde i Panama City var at gå på museet, Museo del Canal Interoceánic de Panamá, der fortæller om Panama-kanalens tilblivelse. Dét jeg synes er fascinerende ved den gamle kanal er, at den står fuldstændig intakt, som da den blev åbnet i 1914. Det er de originale sluseporte, og de er gigantiske. Hver port er 21 meter høj og vejer 745 tons. Der sejler mellem 12.000 og 14.000 skibe gennem kanalen om året. Det er omkring 40 skibe i døgnet. Det er altså imponerende. Hvad kan vi lige lave i dag, der kan holde i 100 år? Og så til den belastning, det er at åbne og lukke for uanede mængder vand flere gange dagligt.

Det er virkelig en interessant oplevelse at sejle gennem Panamakanalen, og det er jo helt igennem et historisk område. Den gamle Panama-kanal blev taget i brug i 1914, og alt er originalt. Selv de store sluseporte har holdt i hundrede år.

Det er alt lige fra små bitte både til flere tusinde tons tunge containerskibe og krydstogtsskibe, der sejler gennem kanalen, og alle betaler afgift efter vægt. Samtlige skibe får også en lods ombord, for ingen kaptajn styrer selv sit skib igennem. Når man står og ser på, hvor mikrolidt plads, der er på hver side af et kæmpestort containerskib, der er fuldt lastet, så bøjer man sig i respekt for de lodser. Jeg ved godt, de ikke laver andet end at sejle skibe gennem den kanal, men det er virkelig imponerende.

Der er ikke mange centimeter på hver side af skibet at gøre godt med, så det er altså med at holde tungen lige i munden, så man ikke banker i slusevæggene eller bare skurer imod. Skibene må, i den gamle kanal, ikke være mere end 305 m×33,5 m×12,5 m og eftersom nutidens krydstogtsskibe og containerskibe bliver større og større og skal fragte mere gods og flere passagerer, ja, så var der brug for en ny kanal. De nye slusekamre måler 427 m x 55 m x 18,3 m, så den nye kanal kan tage containerskibe med helt op til 12.000 containere.

Det tager cirka ni timer at komme gennem kanalen fra Stillehavssiden til Det Caribiske Hav, og på turen er man gennem flere sluser og den kunstige sø Gatún.

Akut hjemve på den anden side af jorden
På en tur gennem den gamle Panama-kanal ligger man ude ved indsejlingen sammen med de andre skibe. Som kaptajn på et skib bestiller man en gennemsejling uger i forvejen og får så besked om, hvornår der er plads til at få lov til at komme igennem. Så man ligger i kø udenfor indsejlingen. Til højre for indsejlingen er der en større havn, og dengang i 2008 fik jeg næsten helt hjemve ved at sejle der forbi. Der lå nemlig lyseblå Mærsk skibe en masse.

Det er jo klart, Mærsk findes over alt i verden og selv ude på den allermest øde ørkenvej i forskellige lande i Afrika, er jeg stødt på lastbiler med Mærsk containere. Som min far altid sagde: der findes jyder og gråspurve overalt – og jeg kan så tilføje – og Mærsk containere. De er at finde overalt på denne jord. Det er selvfølgelig noget sentimentalt pjat – men jeg synes nu, det er lidt hyggeligt, og jeg bliver sådan lidt stolt over, at verdens største rederi er dansk. Lille Danmark har alligevel gjort det helt godt.

Jeg skulle komme til at blive stolt og sentimental flere gange gennem Panama-kanalen, for flere gange gennem turen tværs over det Mellemamerikanske land kom jeg til at møde Mærsk skibe. Det var hyggeligt hjemligt, når der står Fredericia eller Randers bag på et skib. Så føler man sig nok ude i den store verden, men alligevel ikke så langt væk hjemmefra.

Arhh, det er nu lidt hyggeligt, når man står på den anden side af jorden i 35 graders varme og et klima som væksthuset i Botanisk have i Aarhus – og der så lige ligger et dansk skib fra Randers. Så bliver man da lidt blød om hjertet og ramt af akut hjemve.

Panama-kanalen har to afdelinger af sluser. På Stillehavssiden finder man Miraflores og Pedro Miguel-sluserne og på Atlanterhavs-siden hedder slusen Gatún. Midt imellem er der gravet en enorm kunstig sø kaldet Gatún-søen, og allerede tilbage i 2008 kunne man se udgravningerne til den nye Panama-kanal. Nu er den så blevet færdig, og de første skibe har været igennem.

Forbindelsen fra Stillehav til Atlanterhavet betyder, at skibe der for eksempel sejler mellem San Francisco og New York sparer over 13.000 kilometer ved at sejle gennem Panamakanalen. Ellers skulle de helt nedenom Kap Horn i Sydamerika + at vejret trods alt andet lige er en hel del mere medgørligt i Mellemamerika fremfor de heftig storme og endnu heftigere bølger og totalt uforudsigelige vejr syd for Kap Horn. Vejret i verdens sydligste by, Ushuaia, i Ildlandet i Sydamerika er ikke for sarte sjæle, skal jeg hilse at sige. Det kan skifte, inden du når at blinke.

På hver side af kanalen kører nogle lokomotivagtige vogne på skinner, og trækker skibene for at holde den helt lige i den smalle kanal. Det kan godt være en halsbrækkende oplevelse at se en af de helt store containerskibe sejle gennem den gamle kanal. Der er meget få centimeter på hver side af skibet, så lodsen skal holde tungen lige i munden.

En vandvej med nostalgi og historie
Panamakanalen er bygget i to afdelinger, så der kan sejle skibe igennem i begge retninger samtidig. Så man kan jo forestille sig, hvilken travl trafik der er. Der er gang i butikken døgnet rundt og året rundt, og det er virkelig en oplevelse at se. Nu med den nye kanal kommer der selvfølgelig endnu mere gang i den, når større skibe kan sejle igennem. Der var trods alt en begrænsning før, og flere af Mærsks største containerskibe kunne ikke blive ”transporteret” over det Mellemamerikanske land og dermed spare tid, penge og brændstof.

Men den gamle Panama-kanal blev ikke bygget uden mange menneskeliv på samvittigheden. Først byggede franskmændene på projektet, og siden overtog amerikanerne, men alt i alt omkom mere end 27.000 arbejdere under arbejdet. De døde som fluer på grund af det vanskelige klima med malaria, gul feber og generelt vanskelige forhold med talrige arbejdsulykker til følge.

Der blev fjernet meget mere jord, regnskov og klippegrund end der blev fjernet sand, da Suezkanalen blev bygget i Egypten i midten af 1800-tallet. Man kunne også se på nogle af de gamle billeder på museet i Panama City, at det har krævet sine ofre. Kanalen blev bygget af amerikanske ingeniørtropper, og det overordnede mål var at forbinde hele verden ad vandvejen. Og det lykkedes, men altså ikke uden svige, smerte og masser af døde.

Ingen plads har vi nok af! Det kræver mere end almindelig akkuratesse og tålmodighed at styre et af de store containerskibe gennem Panama-kanalens smalle sluser. Det var nok ikke en helt dum idé at få en større og bredere kanal med mere rummelige sluserum. Alting bliver jo større, så kanalen må jo følge udviklingen.

Det har forhåbentlig gået en hel del nemmere og mere effektivt med at bygge den nye Panamakanal, og det kunne være rigtigt spændende at komme over og se den. Faktisk så har Star Clippers en tur gennem Panamakanalen – jeg skal ikke lige kunne sige, om de sejler gennem den nye eller den gamle nu om dage, men mon ikke det er den gamle.

Jeg skulle med største fornøjelse sejle med Star Clipper gennem Panamakanalen, det kunne virkelig være en fed oplevelse. Det ville så afgjort være prikken over i’et at sejle med et rigtigt sejlskib gennem den hundrede år gamle kanal. Uha, det ville være som at blive viftet om kinden af historiens blide vingeslag. Det tager det meste af en dag at komme gennem kanalen, cirka ni timer, men til gengæld er det gennem et meget grønt og frodigt regnskovslandskab. Man kan stå og iagttage de store sluseporte åbne og lukke, se vandspejlet hæve og sænke sig og følge alle de andre skibe, der også sejler igennem. Det er på alle måder som at stå lige midt i 100 års søfartshistorie. Hele verden har mødtes dér på dette sted siden 1914 – det er da vildt at tænke på.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen