I kan sikkert alle sammen huske den hyggelige familieserie ”Det Lille Hus på Prærien” – jeg kan i hvert fald erindrer, at jeg slugte den råt som barn, både i fjernsynet og som bøger og fulgte med i familien Ingalls genvordigheder langt ude på prærien. Den foregik ganske vist i USA – i og omkring staten Wisconsin var det vist, så vidt jeg husker. Men nu det der med prærien – hvad mener de helt præcist med det?

For mig er begrebet prærie noget med enorme arealer med gult afsvedet græs, vilde indianere ridende uden sadel på brogede pintoheste- og appaloosa-heste og nybyggere i prærievogne – er det ikke rigtigt? Sådan nogle billeder får man da på nethinden, når man siger prærie. Jeg kommer også til at tænke på min store passion for at lege indianer og cowboys, da jeg var barn. Både indendørs og udendørs.

Jeg foldede tipier af papir og satte dem fast med nåle på en opslagstavle, der var taget ned fra væggen og lagt på bordet, og der udkæmpede jeg mangt et slag med mine indianerhøvdinge med fjerprydelser og cowboys med stetsonhatte, læderbukser med frynser og revolvere i bæltet. Udendørs foregik legen på min fyrige kæphest og hønsefjer i et stykke bukseelastik omkring panden.

Jo jo, kreativiteten og fantasien fejlede ingenting, da jeg var barn. Også fordi vi boede så langt ude på landet, at jeg var nødt til at underholde mig selv. Det er nok derfor, jeg altid som barn fik at vide, at jeg havde en livlig fantasi. Det skal man ikke undervurdere, skal jeg hilse at sige. Det er godt at være i besiddelse af, når man skal skrive.

Fra den anden side af floden i den fransktalende del af Winnipeg er der en flot udsigt til museet for menneskerettigheder og det er en flot tur, man kan gå henover broen.

Et stort fladt kludetæppe
Men tilbage til prærien, det er i hvert fald noget, der er fladt, enorm af størrelse og øde, og det er lige præcis dér, hvor Winnipeg i den canadiske provins Manitoba kommer ind i billedet. Ind over det østlige Canada er det i den grad øde. Området omkring Labrador og New Foundland er fuldstændig øde, der er ikke engang veje og slet ingen byer, men det er et kuperet terræn.

Over mod Montreal og Toronto begynder det at se en anelse mere civiliseret ud, og det bliver mere fladt. Fladt, fladt og faldt – dét er dét, der kendetegner turen videre fra Toronto til Winnipeg. Når man nærmer sig Winnipeg, så ligner det Vestjylland, fuldstændig fladt og grønt.

Der er ikke mange udsving i landskabet omkring Winnipeg og hele vej fra vest for byen og til starten af the Rocky Mountains i Alberta er der flad prærie med landbrugsarealer på størrelse med det vilde. Den dag, jeg landede der stod det ned i stænger, så mit første indtryk af byen, var sådan lidt blandet.

Den virkede måske en anelse kedelig, men jeg har ofte prøvet at komme til en ny by, som jeg ved første øjekast synes er lidt øv og intetsigende, men som så vinder ved nærmere bekendtskab, og lige præcist sådan har det været med Winnipeg. Der bor omkring 600.000 indbyggere i Winnipeg, det siger måske ikke jer læsere så meget, men til sammenligning bor der fem millioner i Toronto, som jo virkelig er en millionby. Der bor omkring en million i Edmonton, hvor jeg er nu.

Den nye museum for menneskerettigheder i Winnipeg har til huse i en meget dramatisk og iøjnefaldende bygning nær the Forks, hvor byens to floder løber sammen.

Det sjove ved Winnipeg er, at den virker som en stor landsby. Fordi byen ligger ude hvor kragerne vender, så får de ikke særlig tit besøg. Hvis folk rejser i Canada, så er de typisk i Vancouver, British Columbia eller i Alberta, hvor bjergene er. Ellers er de i Toronto eller Montreal. Nogle er bare i Canada for at se Niagara Falls lige over grænsen fra USA ved byen Buffalo, som jeg selv var tilbage i 1995, men meget sjældent tager de til provinsen Manitoba.

Der bor ikke ret mange danskere der, men til gengæld så er der mange med islandsk, svensk, norsk eller finsk baggrund – og alle kender alle. Flere af dem kommer i det Skandinaviske Center, og kender hinanden derfra, men lige meget hvad, så skal de nok komme til at løbe ind i hinanden.

Folk i Winnipeg skal nemlig nok sætte folk i kontakt med hinanden, og det er dét, der er det charmerende ved byen. Folk der, er et meget hyggeligt, socialt og livligt folkefærd og dem, jeg har mødt der indtil nu elsker at snakke – så man føler sig fuldstændig hjemme lige med det samme.

Det er nogle meget søde og hyggelige folk, der åbner dørene for én og gerne vil høre ens historier. De er nemlig helt vildt taknemmelige, når folk udefra gider at komme til Manitoba. Det er der nemlig ikke ret mange, der gør, formentlig fordi de ikke mener, at der er noget at se, men det er nu ikke helt rigtigt.

Dette er stedet for de to floder løber sammen, og var et helligt sted for de oprindelige folk i området. Derfor har man også lavet en park, hvor disse folk hyldes.

De oprindelige folk i Amerika
Helle, som jeg boede hos i Winnipeg, og jeg var én af dagene ude og kigge i byen, og her kørte vi over på den anden side af floden til den fransktalende del af byen. Fra den side er der en rigtig flot udsigt over floden og broen over floden, samt til det nye menneskerettighedsmuseum – Winnipeg Human Rights Museum, der har til huse i en noget speciel bygning lige ned til floden. Jeg har endnu ikke været inde og se museet, men udefra er den i hvert fald meget iøjnefaldende.

Det her museum er faktisk den eneste af sin art i hele Canada, så det er da én grund til at slå vejen omkring Winnipeg. Ved siden af museet ligger the Forks, som er det sted hvor de to floder Red River og Assiniboine River løber sammen. Det var et helligt sted, for de oprindelige mennesker, der boede i området og for at hylde dem, har man anlagt parken ved The Forks. Det er et rigtigt interessant sted at gå rundt. Der er små butikker, spisesteder, legepladser for børnene, og så er der et mindested for de oprindelige folk.

Der er en form for skulpturpark, kan man måske kalde det – store sten bygget af mindre sten, hvor den egyptiske gudinde Isis og ikke mindst de mexicanske aztekere har hver deres billedsten. Hver sten har en lang slags horn – de ligner de der lange horn, som tibetanske munke blæser i i buddhistklostrene i Tibet. Dette kunstværk ved The Forks er meget flot og stemningsfuldt, og rundt om i parken står de mindre sten, hvor små tegninger er hugget ind i stenen.

Den flotte skulpturpark ved the Forks i Winnipeg hylder de mange oprindelige folkeslag, der var i Amerika, før europæerne kom. Disse folk levede helt fra Alaska i nord til det sydlige Sydamerika, så herunder hører hører altså alt fra eskimoer i nord over mayaer i Mexico til inkaer i Sydamerika.

Jeg blev selvfølgelig især begejstret, da jeg så solstenen eller kalenderstenen, som den også kaldes fra aztekerkulturen i Mexico. Da jeg var i Mexico i 2010, var jeg på Det Antropologiske Museum i Mexico City og se den originale sten, der blev opdaget i 1790 midt i den mexicanske hovedstad. Den vejer 24 tons og blev fundet under byens centrale torv, kaldet Zócalo’en – i dag ”Plaza de la Constitución.”

Kalenderstenen er af azteker-oprindelse og en kæmpestor rund sten med udhuggede figurer, hieroglyffer og tegninger, der viser aztekernes kosmologi, så det var derfor vigtigt, at den ikke faldt i hænderne på fjenden. Kort efter den spanske invasion af Mexico i 1500-tallet blev den derfor gravet ned, så den ikke skulle blive opdaget af spanierne.

Aztekerne var den sidste i en lang række af civilisationer, der levede i Mexico, indtil spanierne kom. Der har både været Mayakulturen, Zapoteker-kulturen, Itzaerne, Teotihuacánerne, Toltekerne og Olmekerne for lige at nævne nogle stykker.

En smuk og veludført kopi af Aztekernes kalendersten. Jeg blev helt rørt, da jeg så den, for jeg har set den ægte på Det Antropologiske Museum i Mexico City, og den er med sine 24 tons og mange finurlige tegninger og hieroglyffer et fantastisk eksempel på aztekernes kunnen inden for kunst og kosmologi.

I Sydamerika har de oprindelige folk og kulturer gået under navnene Inka, Chavín, Tiahuanaco, Moche, Paracas, Nazca, Wari, Huari og Chimú (bjerg- og kystkulturer) – afhængigt af i hvilken tidsperiode de har levet, og hvor de rent geografisk har befundet sig. I Syd-og Mellemamerika+ Mexico taler man også om præcolumbiansk tid, altså tiden inden spanierne kom i 1500-tallet. Præcolumbiansk tid er også = tiden inden Christoffer Columbus ankom til den nye verden i 1492.

I USA hedder de forskellige grupper for eksempel Apache, Sioux, Anasazi, Comanche, Cherokee, Cheyenne, Huron, Dakota, Navajo, Hopi, Pueblo, Black Foot og Mohawk. Jeg ved ikke så meget om nordamerikanske indianere, men har da styr på så meget, at jeg ved, at mange af dem var prærieindianere. Jeg er afgjort bedst til Syd- og mellemamerikanske civilisationer.

Den egyptiske gudinde Isis har også fået sin plads i parken og mit gæt er at hun er med, fordi de gamle egyptere tilbad solen, ligesom flere af de oprindelige folkeslag i Amerika gjorde det.

Menneskerettigheder vedkommer alle
Parken i Winnipeg er altså ment som en hyldest til alle oprindelige folk, der var i Amerika inden den europæiske kolonisering. Og det er mange mennesker. Helt fra det vestlige Alaska ved Beringstrædet og nordligste Alaska ved det arktiske hav til den alleryderste spids af Sydamerika ved Kap Horn.

Dét er en meget stor og mangfoldig gruppe af mennesker. Det er jo for eksempel også dem, som vi i Grønland vil kalde inuitter eller eskimoer. I Canada og Alaska hedder de noget andet, men det er alle mennesker, som bor i de arktiske egne.

I Canada bor disse folkegrupper blandt andet ved Hudson Bay i Manitoba, men findes selvfølgelig over hele Nordcanada. Mange af disse oprindelige folk har det rigtigt svært i dag, fordi deres kultur er forsvundet eller på vej til at forsvinde, som det også er med grønlændere.

Det er også et problem her i Canada og jeg synes, at parken i Winnipeg er en smuk hyldest til disse folkeslag, som faktisk var der lang tid, inden europæerne kom. I dag kalder man i øvrigt heller ikke de oprindelige folk for indianere, da det er nedsættende. Man kalder dem for oprindelige folk, hvilket jo også er den mere præcise betegnelse.

Parken omkring the Forks i Winnipeg er virkelig smukt lavet og meget stemningsfuld. de lange dimser, der stikker op fra hver sten betyder sikkert noget bestemt, men minder lidt om de lange horn, som de buddhistiske munke spiller på i Tibet.

Nogle vil sikkert spørge om, hvordan egyptiske Isis lige kommer ind her, men jeg gætter på, at hun er med, fordi både de gamle egyptere og flere af de syd- og mellemamerikanske civilisationer var soltilbedere.

Menneskerettighedsmuseet i Winnipeg er netop også stiftet, for at forklare besøgende om disse oprindelige folk og give dem en forståelse af, hvilke problemer de har nu om dage, så jeg glæder mig til at se det, når jeg kommer tilbage til Winnipeg.

Menneskerettigheder er jo noget, der vedkommer os alle, så dét er i hvert fald én rigtig god grund til at lægge Manitoba ind i ens rejseplan, når man overvejer, at rejse til Canada. Det er nemlig en interessant by med en masse spændende ting at se, og så er det som sagt nogle rigtig søde og hyggelige mennesker, der gerne viser gæstfrihed og deler ud af deres viden om denne del af Canada. Så der er masser af gode grunde til at besøge “den store landsby på prærien.”

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen